Dæk reklame fra 1923

Vejforhold

I 1923 var der 7.576 km. landevej, af dem var der 1.892 km grusvej.

Fra 1923 til 1940 blev der kun lagt 450 km ny landevej.

I 1943 var der 8.025 km. landevej, og der var kun 8 km grusvej tilbage.

Vejene var mellem 4 og 6 meter brede undtagen enkelte nye strækninger på hovedlandevejene, der kunne være bredere og med midterrabbat. Roskildevejs vejbanebrede var igennem 30èrne 5,5 meter. 

Buet vejbane: For at få regnvandet til at løbe af vejbanen, lavede man en hældning på begge vejbaner, så der opstod en pukkel midt på vejen. Det gjorde at en overhaling i et sving, var yderst farligt.

Vejtræer: Vejtræerne stod ved rigtig mange vejkanter, men da man skulle lave vejene bredere og frem for alt sikre blev de fældet mange steder. Man gav nogle arbejdsløse ret til at fælde nogle af vejtræerne, og for det måtte de beholde træet.

Grøftekant: Var en måde man kunne fjerne regnvandet fra vejbanen. Man satte de arbejdsløse i aktivering, med at vedligeholde og uddybe grøfterne.

Vejbelægning.

Blandingsprodukter til vejbaner; asfaltbeton, tjærebeton, asfaltmakadam. Beton eller stenskærver der blandes med asfalt eller tjære og bruges som det øverste slidlag på vejbanen.

Grus eller skærvevej, (skærver: knuste skarpkantede sten) var før 30érne det mest udbredte på landevejene, men den ødelagde dækkene, og i bilens barndom og op i tyverne skulle man være glad for at kunne køre 100km uden en punktering. Når vejen blev slidt kunne det meget let støve. Man kunne enten sprøjte vand ud over den eller smide kemikaler på vejen som bandt fugtighed til støvet. Men som var nødvendigt at bruge 4-5 gange om året.

Makadam belægning: (Opkaldt efter opfinderen Mac Adam) Skærvelag der optimalt var lavet af 3 lag. Det underste lag, med håndstore kantede sten. Derefter ca. 2,5 cm store sten, og til sidst grus der blev fasttromlet. Når man lagde lagene kunne man vande, så det blev mere kompakt. En ren makadam belægning uden asfalt/tjære tillod regvand at trænge igennem. Lægning af en Makadam vejbane krævede megen arbejdskraft. Vejen støvede meget under kørsel, og blev hurtigt nedbrudt af kørende biler.

Tjærebehandlet Makadam: En vej som havde et lag af skærver der var fasttromlet, og som har fået sprøjtet/lagt et tyndt lag tjære eller asfalt på, for at forhindre støv og reducere huldannelser. Var ikke særlig holdbar.

Brolægning: Rektangulære brosten 15*16*21 centimeter. 

Sten belægning var dyr, med et makadan underlag af skærver, meget holdbar og nem at reparere men dyr. Når brostenene blev slidte blev de meget glatte og når det havde regnet var det som at køre på sæbe. Det var også et stort problem for cyklisterne. Man kunne gøre brostenene ru ved at sprænge overfladen med en gasbrænder, men det kostede penge.

Chausseebrolægning: Meget lig brosten, men 8 til 10 centimeter kvardratiske sten. 

Betonvej: Beton plader støbt på stedet. Dyrt, og blev set som den moderne vejbelægning. Blandt andet brugt til Hitlers nye motorveje i de år.

Vejbelægning gældende for landeveje 1936 i km.

Derudover var der ca 44000 km biveje, som ikke var af den samme høje vejkvalitet.